Almindelige salgs- og leveringsbetingelser for Dan-Iso A/S

1. ANVENDELSE

Nedenstående salgs- og leveringsbetingelser finder anvendelse mellem parterne i det omfang, de ikke fraviges ved en skriftlig aftale.

2. TILBUD

Med mindre andet er anført, er tilbud afgivet af DAN-ISO gyldige 14 dage fra tilbudsdatoen.

3. ORDRER

Enhver ordre skal være bekræftet af DAN-ISO, for at en bindende aftale om leverancer kan anses for indgået. Bekræftelser kan ske ved e-mail, telefax eller en skriftlig ordrebekræftelse.

Ordren leveres til bekræftet pris med forbehold for prisstigninger som følge af ændringer i handelsbetingelser, offentlige afgifter, valutakurser, råvareforsyninger og lignende, som ligger uden for DAN-ISO’s kontrol.

Annullering af ordre accepteres kun efter aftale og kun mod betaling af DAN-ISO’s tab, herunder avancetab.

Billedmateriale, målskitser og øvrigt indhold i prospekter, produktionsbeskrivelser, kataloger, cirkulærer etc. er omtrentlige angivelser og uden forbindende.

DAN-ISO forbeholder sig ved ordrens effektuering ret til at foretage enhver ændring, som skønnes teknisk nødvendig.

Ordren vil blive fabrikeret og leveret ifølge danske standarder og regulativer, med mindre andet er aftalt og udtrykkeligt nævnt i ordrebekræftelsen.

Ingen agent, forhandler eller distributør er bemyndiget til at foretage ændringer eller tilskrivelser til nogen ordrebekræftelse eller kontrakt, og DAN-ISO tager intet ansvar herfor, med mindre der foreligger en skriftlig tilladelse fra DAN-ISO.

4. LEVERINGSBETINGELSER

Med mindre andet er skriftligt aftalt, er leverancerne solgt ab fabrik (EXW) jf. Incoterms®2020.

5. BETALING

Ved betaling senere end den aftalte betalingsdato beregnes renter med 1,5% pr. påbegyndt måned, som tilskrives det skyldige beløb ved hver måneds begyndelse.

6. EJENDOMSRET

De leverede varer forbliver DAN-ISO’s ejendom, indtil den fulde købesum med samtlige tillæg og renter er betalt.

Køberen er forpligtet til at forsikre ordren til en total nyværdi fra leveringsdagen, indtil fuld betaling har fundet sted.

7. ANSVAR FOR MANGLER

Viser leverancen sig at være mangelfuld, er køber pligtig til inden 8 dage at reklamere herover.

Undlades reklamation eller reklamerer køber for sent, mister køberen adgangen til at gøre manglen gældende.

DAN-ISO er berettiget til at afhjælpe mangler, såfremt dette kan ske indenfor rimelig tid.

8. PRODUKTANSVAR

For produktansvar er DAN-ISO ansvarlig i henhold til de bestemmelser i produktansvarsloven, der ikke kan fraviges ved aftale.

DAN-ISO fraskriver sig ansvaret for produktansvar på ethvert andet grundlag.

Produktansvaret kan beløbsmæssigt ikke overstige dækningen på DAN-ISO’s produktansvarsforsikring.

Køberen er forpligtet til uden ugrundet ophold skriftligt at meddele DAN-ISO, såfremt der er opstået en produktansvarsskade, eller der er fare for, at en sådan skade vil indtræde.

I den udstrækning DAN-ISO måtte blive pålagt ansvar overfor tredjemand, er køber forpligtet til at holde DAN-ISO skadesløs i samme omfang, som DAN-ISO’s ansvar er begrænset i henhold til nærværende punkt.

9. TVISTER

Enhver uenighed eller tvist mellem parterne om forståelsen eller rækkevidden af nærværende salgs- og leveringsbetingelser skal afgøres i Danmark ved de almindelige domstole eller dansk ret.

Værneting er Aalborg. Lovvalget er dansk, og retsproget er dansk.

Køber er forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol, som behandler erstatningskrav, der er rejst af tredjemand mod DAN-ISO vedrørende produktansvar.

Haubro den 25. november 2022